HAVDRUPLISTEN HAR INDGÅET KONSTITUERINGSAFTALE

I kølvandet på tirsdagens kommunalvalg har vi i HavdrupListen i hertil aften indgået konstitueringsaftale for de kommende fire år i Solrød Kommune.

Vi har fået et forrygende valg med to mandater, og med det ansvar vil vi søge mest mulig indflydelse og ansvar i de kommende år. Med de to mandater har vi også sat et tydeligt aftryk på konstitueringsaftalen.

Bl.a. får vi formandskabet for Natur-, Trafik- og Planudvalget i form af Bo C. Christiansen, ligesom Christian Vang kommer til at repræsentere os i Familie- og Uddannelsesudvalget. To udvalg, som ligger os meget på sinde i HavdrupListen.

Valgets tale er klar – med mere end 4.300 stemmer, heraf 2.938 personlige stemmer har det været naturligt for os at pege på Emil Blücher til at fortsætte som borgmester i Solrød.

Vi bygger videre på det gode og tillidsfulde samarbejde, som vi har med Liberal Alliance – Solrød, Konservative i Solrød, VoresSolrød og Danmarksdemokraterne Solrød, og som vi vil takke for gode og konstruktive samtaler.

Samtidig har der været en åben invitation, som fortsat står ved magt, til de øvrige partier i Solrød Kommune med henblik på at kunne indgå en så bred opbakning som muligt.

Havdruplistens nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv løbende orienteret.