På årets første møde i Familie- og Uddannelsesudvalget blev det godkendt, at de af kommunens daginstitutioner der selv ønsker det, kan deltage i et kompetenceforløb med Meyers Madhus for at løfte mad- og måltidspraksis og bidrager positivt til både sundhed samt trivsel i daginstitutionerne.
Målsætningen kræver en stor indsats. Daginstitutionerne skal købe ind på en ny måde og samtidig sikre, at velsmag, økonomi og ernæringshensyn går hånd i hånd. Projektet udføres i samarbejde med Meyers Madhus, der står for et målrettet kompetenceforløb for både køkkenmedarbejdere og pædagogisk personale. Projektet har fokus på økologi, høj spisekvalitet, reduktion af madspild, klimavenlige kostråd og et stærkt tværfagligt samarbejde omkring mad- og måltidsopgaven. Solrød Kommune har modtaget fuld støtte til projektet fra Fonden for Økologisk Landbrug.
Solrød Kommune har en målsætning om, at 80 % af kommunens fødevareindkøb skal være økologisk. Det har været frivilligt for alle kommunens daginstitutioner at tilmelde sig. Eventyrhaven er én af de 8 kommunale daginstitutioner, der har tilmeldt sig.
Du kan læse meget mere om Solrød Kommunes projekt ‘Økologi og Madglæde’ her: https://dagsordener.solrod.dk/vis/pdf/bilag/e38458b3-9bb3-4a2b-a274-031c2fb51c3b/?redirectDirectlyToPdf=false
