Lokalplan om Havdrup Hovedgade er i høring frem til d. 16. maj og du kan nå at give din mening til kende. Læs hvordan her.

Hovedgaden i Havdrup udgør byens historiske hovedstrøg og er i Solrød Kommunes Kommuneplan 2025 udpeget som bevaringsværdigt kulturmiljø. Gaden er tæt knyttet til Havdrups udvikling som stationsby men fremstår i dag præget af gennemkørende trafik, delvis tomme erhvervslejemål og et fragmenteret gaderum. I Helhedsplanen for Havdrup fra 2021 peges der på behovet for at styrke Hovedgaden som bymidte og samlingspunkt for byliv, handel og ophold.

Planforslaget giver mulighed for, at der kan etableres flere boliger langs Hovedgaden, herunder også i bygninger, der i dag anvendes til erhverv, fx i stueetager. Samtidig kan der fortsat være mindre butikker, caféer og serviceerhverv, i en størrelse der passer til Hovedgadens karakter.

Planforslaget giver dertil mulighed for at bygge nyt og ombygge eksisterende bygninger, men det skal ske, så det passer til den nuværende bebyggelse og med hensyn til områdets kulturmiljø og udtryk.

Planforslaget opdeler området i en central del med blandet bolig og erhverv og en sydlig del, der primært er boligområde. Der er samtidig fastsat rammer for bygningers højde og omfang.

Samtidig med lokalplanarbejdet er der igangsat et trafiksaneringsprojekt for Hovedgaden. Trafiksanering dækker over ændringer, der begrænser biltrafik i et område for at øge trygheden og mindske ulykker. Saneringsprojektet indebærer en renovering og omdannelse af vej- og byrumsarealer med henblik på at skabe en mere stille, grøn og trafiksikker bygade, der styrker bylivet i Havdrup. Projektet omfatter blandt andet trafiksanering i form af hastighedsdæmpende tiltag og tydeligere indretning af gaderummet, parkeringslommer, beplantning samt forbedrede forhold for gående og cyklister.

Hovedgaden indgår samtidig i den planlagte supercykelstirute mellem Køge og Roskilde. På strækningen gennem Hovedgaden etableres supercykelstien ikke som en traditionel, fysisk adskilt cykelsti, men som en del af en trafiksaneret bygade, hvor cykler og biler deler kørebanen ved lav hastighed.

Der afholdes borgermøde om planforslaget den 29. april 2026 kl. 18.00 – 19.30 i Pepes Bar

Havdruplistens nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv løbende orienteret.