I 2019 blev cykelstien på Naurbjergvej i Solrød Kommune anlagt som en del af et større projekt for at forbedre forholdene for cyklister og gående mellem Kirke Skensved og Naurbjerg. Projektet blev mødt med stor glæde blandt lokale cyklister, der nu havde en sikker og dedikeret sti at benytte. Men trods denne forbedring er der fortsat en kritisk sikkerhedsudfordring ved jernbaneoverkørslen på Naurbjergvej.

Banedanmark har siden 2019 implementeret et nyt digitalt signalsystem på Lille Syd-strækningen, som inkluderer strækningen Roskilde-Køge-Næstved. Dette system skulle forbedre togdriften og øge sikkerheden, men det har desværre ikke løst problemet med sikker passage for cyklister ved Naurbjergvej.

Manglende prioritering af cykelsikkerhed.

Selvom det nye signalsystem har medført flere fordele for togtrafikken, er cyklisternes sikkerhed ved overkørslen på Naurbjergvej ikke blevet prioriteret tilstrækkeligt. Cyklisterne på strækningen oplever fortsat usikre forhold, når de skal krydse jernbanen, hvilket skaber en farlig situation, især i myldretiden, om aftenen og i dårligt vejr.

I korrespondancer jeg har haft med Banedanmark igennem de sidste par år, har de udtalt, at de arbejder på at indgå en aftale med deres entreprenør på signalprogrammet, men der er endnu ikke sket noget ved Naurbjergvej. Det er frustrerende for borgerne at Banedanmark på nu på 5. år ikke prioriterer at finde en løsning.

Behov for handling.

Senest har Solrøds borgmester sendt et brev til Transportministeren om forholdene i håbet om politisk fokus fra den ansvarlige på området. Det er afgørende, at Banedanmark finder en løsning, der sikrer cyklisternes tryghed ved jernbaneoverkørslen.

Indtil der findes en løsning, vil cyklister fortsat være udsat for unødvendige risici, når de krydser jernbanen ved Naurbjergvej. Det er på tide, at cyklisternes sikkerhed bliver en prioritet hos Banedanmark, så alle trafikanter kan færdes trygt og sikkert.

Foto: Phil Hearing on Unsplash

Havdruplistens nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv løbende orienteret.