Idag har vi prøvet noget nyt… Kultur- og Naturudvalget har holdt udvalgsmøde online på Teams
I denne uge har vi prøvet noget nyt… Kultur- og Naturudvalget har holdt udvalgsmøde online på Teams.
Det er ikke nyt, at holde Teams møder, men det er første gang udvalget har holdt online møde, hvor årsagen ikke skyldes Corona.
I HavdrupListen er vi store fortalere for, at vi gør det nemmere og mere attraktivt at være byrådsmedlem i Solrød Kommune, ligesom vi ønsker fleksible rammer for medarbejderne, hvor det er muligt.
Online Teams møder, som ikke kræver fysisk tilstedeværelse, fungerer allerede i arbejdslivet, så hvorfor skulle det ikke kunne fungere i byrådet?
Og det fungerede også i udvalget. Vi havde gode indlæg i form af temadrøftelser om CO2 fangst og omlægning af Solrød Bæk, som der blev spurgt nysgerrigt ind til og lystigt debatteret. Vi havde gode faglige og politiske drøftelser om punkterne på dagsordenen. Alt imens sad jeg hjemme ved spisebordet, mens andre deltog fra Bornholm, hvor der i disse dage er Folkemøde.
Skeptikerne vil mene, at det ekskluderer nogle fra at kunne være byrådsmedlemmer. Og det er rigtigt for det kræver, at man kan være fleksibel. Heldigvis har jeg en fleksibel arbejdsgiver – for som det måske fremgår af billedet, så foregik udvalgsmødet fra morgenstunden og i arbejdstiden.
Jeg synes personligt at gevinsten vil være større, hvis vi kan variere mødemuligheder og -tidspunkter, så det ikke altid foregår på Solrød Rådhus fra kl. 17-21 (eller senere). Det kan være med til at kunne tiltrække kandidater, som af forskellige årsager i forvejen er underrepræsenteret i byrådet, hvis vi kan blive mere moderne og gøre mindre “som vi plejer”.
Måske tiden er inde til, at gøre byrådet i Solrød til en mere moderne og tidssvarende “arbejdsplads” og møderne digitale i større grad, når mødeplanen skal lægges for det kommende byråd.
Christian Vang
Byrådsmedlem for HavdrupListen